VELKOMMEN

Hej og velkommen til Invest24. Her kan du se mit investeringsmål, mine investeringer og følge min rejse mod at skabe mere tid og frihed i livet. Formålet med Invest24 er at pirre din nysgerrighed og at inspirere og motivere dig til at komme i gang med dine egne investeringer. Jeg vil dele ud af mine egne erfaringer og udveksle relevante materialer og kilder som har været lærerige for mig.

OM MIG

Mit navn er Sugunenthiran Markandu, I daglig tale kaldet Sugu. Jeg er gift og er far til to skønne piger. Min familie og jeg bor i den østjyske kystby, Horsens. Jeg er uddannet civilingeniør fra Aalborg Universitetet fra sommer 2011. Til daglig arbejder jeg som rådgivende ingeniør hos Atkins, hvor jeg designer broer & anlægskonstruktioner.

MIN BAGGRUND

Som mit lange navn indikerer, har jeg en tamilsk baggrund. Jeg er født i den tamilske by Jaffna, beliggende på nordkysten på den smukke Ø – Ceylon. Desværre betød forfølgelse og krig at mine forældre tog det hårde valg at sende mig til udlandet for min sikkerhed.

Som blot 10-årig forlod jeg mit barndomshjem, familie, venner og rejste alene til Danmark i 1996.

Livet i Danmark var en hel anden sag – et chok i starten men efterhånden præget af fornyet håb og muligheder. Jeg husker at mit første mål, som barn i Danmark, var at lære flydende dansk på et halvt år – hvilket jeg opnåede i en hastefart. Det var dengang en stor succesoplevelse, som siden viste sig at være mit livs bedste investering.

Min fortid og tilværelse har givet mig relativ større ansvar og gå-på-mod i en tidlig alder. Det var klart en styrke for mig og jeg forstod på egen hånd at alt er muligt hvis man virkelig vil det og arbejder målrettet efter det.

MIT MÅL

Mit overordnede mål med mine investeringer og personlig udvikling er at skabe mere tid og frihed, der kan gøre mit liv mere fleksibel. Jeg kan ikke forestille mig et liv uden at arbejde, men mine investeringer skal muliggøre at jeg i fremtiden kan arbejde med ting som jeg brænder for uden bekymring om de økonomiske forhold.

Mit første mål med mine investeringer er at opnå en samlet portefølje på 3 mio. kr. ultimo 2025, som i gennemsnit giver en årlig afkast på 10%.

DELMÅL

Jeg startede rejsen mod mit mål i januar 2014 og har fremsat en 12 års periode for at opnå målet. Ethvert mål kræver delmål, derfor opsætter jeg delmål for hvert år. Delmålet for 2019 er at opnå en samlet portefølje på 1,15 mio. kr. 

INVESTERING I DIG SELV OG DIN TID

I overført betydning kan ”investering” siges om en lang række forhold i livet som har med tid, ressource og udvikling at gøre. Tid er den begrænsende ressource et menneske har og investering i personlig udvikling er derfor altid godt givet ud.

Jeg har i lang årrække haft fokus på emner som motion, gode arbejdsvaner, planlægning osv. Fokus på disse emner har personligt givet mig mere tid, boost af energi og overskud i hverdagen. Jeg ser derfor disse emner som sunde fundamentklodser samt den klæbende lim mellem byggeklodserne som giver livskvalitet. Det er noget alle kan få noget ud af. 

Jeg erfarer desuden at disse forhold i virkeligheden nøje hænger sammen med drivkraft og motivation der skal til for at opnå mit fremsatte mål i 2025. Derfor skriver jeg også her på siden om mine erfaringer med personlige udvikling.

HVORFOR SIDEN INVEST24?

Trods mange års studiegang, stod jeg tilbage med en fornemmelse af en generel mangel på information og viden om finansielle investeringer, da jeg selv ville i gang i januar 2014.

Jeg valgte dog at hoppe uerfarent ud i det, prøve det af og skaffe viden løbende. Det kostede dog en del lærepenge, som jeg i dag ser som prisen for erfaringen. 

Selvlære er uden tvivl den rette vej. Men motivationsfaktoren for at begynde at investere vil altid være større når man ser og lærer af andre som gør sig i feltet. Desuden kan en del begynderfejl undgås hvis man først anskaffer sig en grundlæggende viden om de forskellige investeringer og får en forståelse for fx. hvordan aktiemarkedet fungerer. 

At begå sig med financielle investeringer kræver nemlig grundlæggende indsigt. Der er en risiko forbundet med alle former for investering. Historiske afkast er ikke en garanti for fremtidigt afkast. Men kunsten er at finde den balance der er helt rigtig for dig så du fortsat kan sove godt om natten. Man skal lære at styre sin risiko og have en forudsat plan for sine investeringer. 

Jeg vil igennem denne side og mine fordrag, dele ud af mine erfaringer samt fejltagelser med udgangspunkt i mine investeringer. Du vil kunne få inspiration i hvorledes jeg har lagt og tilrettet min strategi for mine investeringer og hvordan jeg styrer risikoen i min portefølje.     

Herudover forstærkes min egen vilje og fastholdenhed, når jeg synliggør min rejse her på siden, samtidig med at mit netværk og min horisont udvides. 

Disse er min motivationsfaktor for at lave denne side. 

AFGRÆNSNING

Jeg har valgt at adskille familiens overordnede privatøkonomi (privatbolig, bil og andet formue) fra de investeringer jeg fremlægger om her på siden. De investeringer som jeg fremlægger om her betragtes som en ”virksomhed” med investeringer som driften.

INVESTERING ER FOR ALLE

I mange år havde jeg en opfattelse af at investeringer, fx aktieinvesteringer, kun var noget for de velhavende og at det krævede en større viden og formue at komme i gang. En antagelse jeg har erfaret at mange deler. Sandheden er at ”Investering er for alle” og man kan komme i gang selv med et lille beløb som 100kr. Jo tidligere man starter desto bedre bliver ens investering med tiden, på grund af rente’s rente effekten.

Der findes ingen genvej til at blive rig hurtig, men de fornuftige, langsigtet investeringer på oplyst grundlag er vejen frem. Desværre ser man at mange kommer alt for sent i gang eller aldrig når at komme i gang. Ifølge Danmarks Statistik er den typiske investor mellem 60 og 70 år.

Invest24 skal inspirere dig til at komme i gang med dine investeringer. “Lad dine penge arbejde for dig”. Jo tidligere du kommer i gang, desto bedre bliver dit afkast!

Invest24 skal være med til at præge og ændre investeringskulturen i Danmark, så danskerne begynder at investere i en tidlig alder. Mottoet er "Investering er for alle".

Vi støtter...

RØDE KORS
VBVO